I Børnehuset Toftekær ser vi børnene som kompetente medskaber af egen udvikling, læring og dannelse.
De lærer gennem leg og eksperimenterende aktiviteter, hvor de har mulighed for at teste sig selv og deres omverden. At have kammerater og føle at være en del af børnefællesskabet er vigtig for deres trivsel og dermed også en vigtig forudsætning for deres læring i en tryg ramme. Alt dette skal vi støtte op om ved at inddrage børnenes perspektiv på hvad der sjov leg/aktivitet, hvilke kammerater de gerne vil lege med, og hvilke interesser det enkelte barn og børnegruppen har. Samtidig inspirerer vi også børnene gennem pædagogisk tilrettelagte aktiviteter og skabelse af spændende legemiljøer. (Se eksempler under ”De seks læreplanstemaer).
Vi søger at danne børnene til selvstændige mennesker, som kan mærke egne behov, sige til og fra, men som samtidig også kan indgå i sociale fællesskaber, udvise empati, hjælper hinanden og kan forhandle, indgå kompromisser og løse konflikter på fredelig vis. (Se mere herom under ”Alsidig personlig udvikling og Social udvikling/De seks læreplanstemaer).
Som del af deres dannelse har vi fokus på børnenes selv- og medbestemmelse. Dette arbejder vi med på flere måder:
Børnene har både i vuggestue og børnehave mulighed for selv at bestemme, hvad og med hvem de vil lege med. I børnehaven har vi (før covid-19) funktionsrum: bygge-, kreativitets, dukkekrogs, bevægelses- og it-rum, som børnene kan bevæge sig imellem. For at støtte deres valg, skal rummene og deres legemuligheder være tydelige for børnene. Dette gøres gennem inspirationsbilleder på væggene, legetøj de selv kan hive frem eller se og udpege sig fra en hylde. Da rummene bruges til forskellige aktiviteter, markerer de voksne om der fx i it-rummet er stille leg med frisør eller klæd-ud-leg; afslapnings- og massagerum eller ”just dance” med høj musik. I vuggestuen bliver stuerne også indrettet efter den givende børnegruppes interesse. Fx blev al børnekøkken-udstyret bragt ind på en stue, hvor mange børn var optaget af at lave mad og dække bord.
Det kan ske, at vi som voksne er for hurtige til at sige nej til en forespørgsel fra et barn og derefter ombestemmer os efter at have tænkt os om, eller fordi forholdene har ændret sig, og barnets forslag nu er muligt. Vi tydeliggør at man kan skifte mening, eller have taget fejl ved at italesætte, at man har ”ombestemt sig”.
I de daglige rutinesituationer skal børnene også opleve selv- og medbestemmelse. Fx ved måltiderne, når de selv øser stor/lille portion op på tallerkenen, vælger mellem forskelligt pålæg og grøntsager. Fx i garderoben, når de vælger mellem tyk trøje eller jakke.
De ældre børn får særlige privilegier såsom at lege alene i et rum uden voksenopsyn, som hjælper dem øve at tage ansvar (for at legen lykkes, passe på hinanden, oprydning etc.), selv løse konflikter eller hente hjælp. De store vuggestuebørn får lov til at lege i deres fællesrum eller komme på besøg i børnehaven, så overgangen til dertil bliver nemmere. Førskolebørnene i børnehaven må lege alene i fællesrummet i stueetagen og må besøge naboinstitutionen Troldehøj, hvor de har mulighed for at møde børn, som de måske skal gå i SFO og skole med.